BEGYNDELSEN VAR ØRET.

Den radiofoniske montage hører til den del af mit livsværk, som jeg efterlod i Danmark, da jeg slog mig ned i Berlin i slutningen af 80erne. Mange har hørt en radiofonisk montage uden at bemærke det. Den ligner overfladisk reportagen og bliver for-vekslet med den radiofoniske montage på samme måde som stæren med solsorten. Det er dog solsorten, der synger så vidunderligt. Det følgende essay skrev jeg til en lydudstillingender, der blev afholdt i Literaturhaus fra den 13. – 16. januar 2007. 
”Den radiofoniske montage har levet en skyggetilværelse blandt kunstarterne, for det meste overset, af og til behandlet med nedladende ros som en usædvanlig præstation i et iøvrigt løbende lydtapet, men aldrig som det, den bør placeres som, en kunstart på lige fod med litteratur, malerkunst, musik”. Niels Peter Juel Larsen

Genren, der har tyske og engelske rødder, udviklede sig i Danmark efter besættelsen under den østrigste flygtning Willy Reunerts inspirerende ledelse. Han blev skaberen af det, vi i dag kender som den danske radiomontage og skabte med sine programmer begrebet ’farlig radio’. En af hans mest begavede elever var Viggo Clausen, der udviklede genren i en mindre socialkritisk retning med større eftertryk på originaloptagelser i en dramatiske form. Den radiofoniske montage har mange navne. I begyndelsen kaldtes den hørebillede. Siden blev den i af Viggo Clausen omdøbt til ’montage’ i veneration for Eisen-steins montageteknik – og en drøm om at gøre ligeså. I udland-et går den under navne som feature eller documentary. 
Genren har siden udviklet sig under Stephen Schwartz, Peter Kristiansen, der døde alt for tidligt i 2007 samt undertegnede Niels Peter Juel Larsen. I den yngste generation bør nævnes personer som Tim Hinman, Rikke Houd og Krister Moltzen. 
Du er fuldstændig prisgivet, hvad angår hørelsen. Der er ingenting at stille op. Hvis du er født hørende er du principielt nødt til at høre ALT, hvad der er inden for hørevidde – fra du bliver kastet ind i denne her verden og til du bliver dømt ude”. 
Sven Holm, essaysamlingen ”Dronning Margrethes hår og 33 andre klip”.

Uden mikrofonen var der intet. Det er den, der opfanger verden i lyd. Uden mikrofon er samtale snak. Først med mikrofonen tvinges man til at koncentrere sig, samle sig, samtalen føles som det vigtigste i livet, virkeligheden koncentrerer sig om at sende sine mest interessante lyde ind i mikrofonen. De store øjeblikke foran mikrofonen opstår, når samtalen går på vingerne, når virkeligheden slår sig løs. Når det sker, opstår der en højere koncentration af drama og poesi. Det, der sker foran mikrofonen kunne man sammenligne med en gammel zen-buddhistisk gåde: Først er bjergene bjerge, så er bjergene ikke bjerge, så er bjergene bjerge igen. Eller: Først er mikrofonen til besvær, så glemmer man den, derpå bliver den inspirerende. Det er denne sidste fase, der gør lyden magisk.

Egentlig er det altid snapshot’et, som jeg har jagtet. Øjeblikket, der opstår, når bjergene bliver bjerge igen. Hvis man ikke fanger dette øjeblik, er det for altid tabt. Hvis man styrer et interview for stærkt, kvæler man øjeblikket. Det opstår først, når man slipper kontrollen. Det kan ikke forklares, man ved bare, at det skern. Samtidig ved man, at den slags øjeblikke kun opstår, fordi mikrofonen er til stede. Det er paradoksalt, men sådan er det. Når det sker, er det som at se et sjældent, vildt dyr vove sig frem i en lysning.

Det hele kommer som sagt ind gennem øret. Film har både øje og øre, radiofoni har kun øret, det er et envejsmedie. Det er dets særlige magi. Lyd skaber en særlig intens form for billeder. Lyd er stærkere end det skrevne ord. Alene den medfødte autenticitet er en gave, der skaber troværdighed. 
Øret er vores første forbindelse med verden. Vi hører verdens lyde for første gang igennem fostervandet. Øret er vores åbning til verden. Det er øret, der advarer os, det er igennem øret vi oplever kærlighed og had. Øret leder os igennem verden. Vores øjne ser den, men uden øret er den tom og livløs. I begyndel-sen var øret – ikke ordet.
Øret opfatter lyd bag lyd bag lyd. Øjet formår kun at fokusere på ét billede. Skumring gør billeder uklare, flertydige stemmer gør verden spændende. Øret kan gå på opdagelse i lydenes lag, fordybe sig i undertoner og sideklange. De komplekse lydbil-leder giver det radiofoniske udtryk dybde, skarphed og nuance. Stilheden taler. Jo, øret opfatter alt det, der ikke kan gengives i ord. Lyd opfatter man imellem ørene, ikke imellem linierne.

Arbejdet med det radiofoniske udtryk er ensomt forfatter-arbejde. Man sætter den ene lyd efter den anden, og lytteren tvinges til at følge med. Derved opstår sammenhæng og ny mening. Lydene bevæger sig i den retning, man ønsker og historien opstår. Det afgørende er, hvordan man sætter det ene efter det andet. Det er kunsten, den oversete. Der ligger hem-meligheden. I klippene skjuler forfatteren sig.

Regler findes der også, de gamle aristoteliske regler. Man begynder ’in medias res’ og slutter højere end man begyndte. Starter man med et brøl, falder man som regel ned som et lam. Det er bedre at starte som en løve i lammepels. Hvordan det gøres? Det er ganske enkelt og alligevel kun for de færreste. Det kræver talent. En klar forstand er dog ingen hindring. For at skabe en dramatisk kurve, må man kunne fornemme lydes emotionelle temperatur. For stærke ting på forkerte steder er ødelæggende for helheden. Det kan sammenlignes med at spille kort eller at lægge et puslespil af en blå himmel. Lykkes det, er alt blåt, ellers er himlen fyldt med huller. 
Lad mig give et eksempel. I min montage ”Pæne Folks Børn” fra 1976 kulminerer det hele i en dramatisk dialog mellem far og søn om sønnens drab på en narkoman. Alt hvad der går forud er foregribelser, variationer, vejvisere, også selvom jeg bruger andre stemmer end stemmerne i slutningen. De taler med sam-me stemme alligevel. Hvis foregribelsen ikke lykkes, virker kul-minationen forkert og magien brydes.

Interviewteknik spiller en stor rolle under indsamling af stoffet. Kun de færreste formår at indsamle lydmateriale og skabe en episk eller dramatisk helhed ud af det. Læresætninger er legio, men egentlig findes der ingen interviewteknik. Enhver spørger med sin stemme og sin forstand. Ingen har særlige evner til at komme tæt på folk, ingen formår at gå ind i folk med træsko på. Det eneste, der virker er interesse, at være sig selv, at bruge sin forstand, stille de nødvendige kontrolspørgsmål, bore efter. Alligevel går man altid glip af noget, mister en pointe, taber et aspekt. ’Den fineste mælk kommer til sidst’, plejede Willy Reunert at sige. Man kunne tilføje, at enhver form for forargelse eller fordømmelse fra interviewerens side er ødelæggende, man skal være amoralsk på vegne af den man interviewer. Klarhjernet, velvidende, men alligevel amoralsk. Man kan altid moralisere senere, hvis man lider under den last.

Den skrevne radiomontage er sjælden i Danmark. Man holder sig til de gode gamle former og doktrinerne: Dansk montage-tradition har en forkærlighed for at gå på jagt efter ulykkelige eksistenser i tredje baggård. Det var engang – under Viggo Clausen og Stephen Schwartz’ ungdomsarbejde – montagens styrke, nu kan det også være en spændetrøje. Står man på herrens mark og hører Guds ord, nytter det ikke noget med en mikrofon. Den opfanger ikke hans stemme. Tag ikke fejl, jeg er hedning, men metaforen holder alligevel. Når ingen andre stem-mer end ens egen er til stede, må man bruge den. Ens egen stemme kan skabe lige så stor kunst som en komposition af andres røster. Man maler ikke kun med andres stemmer, men også med sin egen. Med sin egen tekst kan man befri sig for afhængighed af andres stemmer. 
De store forfattermontager er først og fremmest skabt i Tysk-land af Peter Leonhard Braun og hans efterfølgere. I Frankrig har René Farabet og Kaye Mortley skabt mellemformer, der minder om den danske, men for længst har sprængt dens form. 
Selv betragter jeg montagen ”Hvad Hjertet Begærer” fra 1979 som højdepunktet i mit arbejde med den særlige danske genre: andres stemmer – og den varsler samtidig mit brud med denne genre. Scenen er sat i storcentret City 2. Hovedpersonen er en handelsrejsende, der taler mod tidsånden, omkring ham myld-rer det med snapshots af mennesker og situationer. Dramaet udspiller sig mellem den handelsrejsende og storcentrets øvrige stemmer. Alt i montagen er autentiske optagelser, men resulta-tet er en radiofonisk fiktion. Alt lyder, som om det er optaget samme sted, selvom det ikke er tilfældet. Kunstfærdigheden er omhyggelig skjult. 
Peter Kristiansens ”Eliten fra Minefeltet” fra 1989 er et lignende kunstprodukt. Her er ikke en pause, der ikke er beregnet, et forløb, der ikke er komponeret, dialoger, der ikke er skabt af tilrettelæggeren. Men som al stor kunst er også denne kunst-færdighed usynlig. Man kan sige, at Peter Kristiansens form fortsat er bundet i den danske tradition, mens jeg har forladt den i mine senere fortællende (og skrevne) montager.

Det er problematisk, hvis tilrettelæggeren af en montage sopper rundt i andres lidelser og sorger. Sommetider kan det virke, som om de interviewede er under tvang og udtaler sig som om nogen holdt dem en pistol for panden og forlangte, at de åbenbarede deres egen tarmflora. Det er en slags omsiggrib-ende indvoldsarkæologi, man kunne også kalde det social-pornografi, der kun har interesse for læger, psykologer og kiggere. Det karakteristiske er, at tilrettelæggeren hverken har virkelig interesse eller forståelse for sine personer, men blot udnytter dem. Personerne får ikke lov til at gå på egne vinger – eller at gå deres vej. I stedet for bliver de endnu engang invali-derede foran mikrofonen – som f. eks Stentofts DINA, og genren henfalder til sensationsjournalistik. 
Den eneste meddelelse til lytterne er, at livet er noget lort. Det ved vi, og det er ikke interessant. Hvis man virkelig vil vise lort, så skal det op at flyve.

Ikke alle radiofoniske montager overlever. Kun de færreste, der har tilstrækkelig energi og lydintensitet. De fleste er letfordærv-elige, mister deres friskhed, brænder ud som elektriske pærer. Men enkelte undtagelser holder.

Niels Peter Juel Larsen