HVORFOR SKRIVER JEG

Min først reaktion var: Jeg ved det ikke. Den næste: Hvad er der egentlig blevet sagt om dette emne igennem tiden? Stort set. Fra selvforherligelse til selvundertrykkelse? Lord Byron mente, at ”hvis man havde noget bedre at tage sig til, ville man ikke skrive”. Den lettiske kriminalforfatter Andris Kolbergs gav udtryk for det samme. ”At skrive er en beskæftigelse for idioter.” Ham selv iberegnet. Han var på det tidspunkt nok verdens mest underbetalte bestsellerforfatter. Hans kriminalroman, Drei Tage zum Nachdenken (Moskva 1984), solgte i millionoplag og var en socialkritik af det sovjetiske styre. Han blev betalt med 178 rubler pr. ark – én gang for alle. Den eneste trøst var, at romanen handledes på den sorte børs til 70 rubler pr. styk. Når han var i Moskva, havde han altid en stak frieksemp-larer med. De betalte for hans hotelværelse, hans mad, hans taxi.

Genidyrkelsen begyndte under romantikken, kunstneren som det gud-dommeliges – og ikke sjældent lidt dummes – talerør. Efter århundreder som underbetalte skriverkarle eller gentlemen-poeter greb de succerige forfattere chancen for selvophøjelse, og det læsende publikums måbende betagelse holdt dem flyvende i de følgende århundreder. Goethe var en af de værste. Tolstoj stod ikke meget tilbage. Han sammenlignede ugenert sin Krig og Fred med Illiaden. ”Victor Hugo var så indbildsk”, mente Thomas Mann, ”at han bildte sig ind, han var Victor Hugo.” Richard Wagner holdt den absolutte førsteplads. Han nægtede konsekvent at anerkende andre end sig selv blandt verdens musikgenier.

Vi er mange, der i stilhed må bøje hovedet i genkendelse – og det har ofte slået mig, at hvis man vil vide noget om menneskets mindre smukke egenskaber, så skal man læse kunstnerbiografier.

Da Stasi-arkiverne blev åbnet, blev denne opfattelse endnu engang bekræftet. Personificeret i lyrikeren Sascha Anderson – før Murens fald var han en af anførerne i DDR’s litterære opposition, efter Murens fald afsløredes det, at han havde stukket alle sine nærmeste venner til Stasi. Trods mange opfordringer har han aldrig givet udtryk for anger.

Her møder vi så indvendingen: Hvad vedrører kunstnerens person hans værk? Argumentet er så gammelt som genidyrkelsen og tjener kun til at lægge et mildnende slør over åndens skrøbelige kar. Man kan hævde, at hvis kunstneren, digteren, maleren virkelig var – og er – guddommeligt inspireret, så er det rimeligt at fastholde, at hans værk er udtryk for Guds natur – og ikke hans egen menneskelige. Desværre forholder det sig ikke sådan. Kunstneren er alene i sit værk. Værk og ophavsmand kan ikke skilles fra hinanden, lige så lidt som frugten fra træet. F. eks. kendes Sandemoses værk på forfatterens umådelige ego. Hamsuns på hans selvovervurdering, der senere udartede til sympati for nazismen. Selv en Sascha Anderson kan kendes på sit værk. Under hans lyriks matematiske overflade dvæler tomheden.

”Potente hjerner styrker sig ikke med mælk, men med spiritus,” mente Gottfried Benn. Det guddommeliges talerør blev ofte hjulpet på vej af alkohol og andre former for narkotiske stoffer. Listen af skrivende drukkenbolte er lang: Oscar Wilde, Gorki, Jack London, Henry Miller, Joseph Roth (der drak sig ihjel på flugt fra nazisterne), Faulkner, Hemingway, Goethe og et par stykker til af de hjemlige. Baudelaire var opiumsryger/ dranker, ligesom Coleridge. Verlaine nød det hele og døde af det. Rimbaud var undtagelsen, der opgav skriveriet som udsigtsløst og valgte en levevej som lysky handelsmand og eventyrer i Nordafrika. Han søgte, som de fleste fornuftige mennesker, ikke litterær anerkendelse, men rigdom. Thi digtning er en elendig levevej, hvis man ikke har råd til den.

Endelig er der myten om den syge kunstner, den forrykte, den, som har fået en splint fra troldspejlet i øjet. Van Gogh er nok det berømteste eksempel på dette. Uden at hans sygdom derfor forklarer, hvorfor han malede så vidunderligt. Snarere er den en ledsagende omstændighed og spørgsmålet er, om det ikke snarere var kunsten, der gjorde ham syg? I hvert fald er det en gåde, hvad der drev manden? Hvorfor fortsatte han med at male usælgelige billeder? Med en lidenskab, der ikke syntes at ophøre. Uden en klink på lommen og plaget af en tinnitus, der fik ham til at skære sit øre af. Nej, Ikke i et anfald af vanvid, men i et desperat forsøg på at fjerne larmen, der i dette tilfælde sad længere inde i hjernen, end han kunne nå med kniven. Nej, stor kunst er blevet skabt af lige så mange ’sunde’ som ’usunde’ kunstnere. Alligevel synes en eller anden form for ’eksistensrystelse’ altid at ledsage det skabende.

Hvorfor det er sådan? Jeg ved det ikke, men sandsynligvis fordi en normal hjerne ikke tillader, at mennesker frivilligt udsætter sig for den slags plager blot for at sætte ord på papir, farve på et lærred, noder mellem streger. Noget usædvanligt må være sket for at bringe et ellers sundt og velbegavet menneske ind på sådant et vildspor. Livet må have uddelt en lussing på et uheldigt tidspunkt. Hvorfor ellers spilde tiden med den slags, hvor succes er lige så sjælden som at vinde i Lotto.

For mit vedkommende var ’lussingen’ tabet af min far – jeg har fortalt historien så ofte, at jeg skal undlade det her. Det føltes, som om jeg blev revet løs fra verden og derefter kun kunne betragte den igennem et uigennemtrængeligt, men gennemsigtigt slør. I min studietid faldt jeg over Gerard de Nervals sonetter Les Chiméres. Især den første af de tolv sonetter El Desdichado betog mig på en kølig, næsten arrogant måde. Den var skrevet af et menneske, der ligesom jeg havde mistet noget uerstatteligt, og som afsluttede sit liv med at hænge sig i en gadelygte i rue de la Veille Lanterne – så højt oppe, at enhver der passerede ham, kunne se, at han havde hul i skosålerne og ingen fremtidsudsigter. Jeg læste sonetten et par gange, overvejede at oversætte den, opgav det og lagde den til side, indtil jeg flere år senere opdagede, at jeg kunne den udenad:

Je suis le tenebreux, le veuf, l’inconsolé,

Le prince d’Aquitaine à la tour abolie

Ma seule étoile est morte, – et mon luth constelé

Porte le soleil noir de la Mélancolie.

Jeg er den beskyggede, forladte, utrøstelig,

Den Aquitanske prins af det brudte tårn

Min eneste stjerne er død, – i mit himmeltegns luth

Står den sorte sol, Melankolien.

Det stod mig klart, at første strofe indeholdt nøglen til mig selv og alle af min slags; ordene var rensede, nøgne, som i en matematisk formel, der passede og identificerede mig som det, jeg var: af de melankolskes kompagni. Melankoli har i øvrigt intet at gøre med tristesse og vemod, melankoli i klassisk forstand må heller ikke forveksles med depression. De to tilstande kan ganske vist optræde sammen, men har ellers ikke meget tilfælles. Melankolikere er ikke passive. ”De er urolige, lidenskabelige, vågne, har let til vrede,” som den gamle mester Hildebert sagde, ”da smerten over det, de har mistet, aldrig lader dem i ro.” Jeg husker, hvor-dan jeg som treårig trampede min sjæls disharmonier ud på et opret-stående klaver. Larmen dulmede. Senere beroligede jeg mig med vin og elskov, uden at hverken det ene eller det andet hjalp. Men som sagt, det er ikke derfor, at jeg skriver. Det er blot en ledsagende omstændighed. Mine første virkelige erfaringer med ordet begyndte i den tidlige pubertet, da jeg skrev vers og dramaer i stedet for at onanere. Jeg husker ikke mere, hvad jeg skrev, og det er også ligegyldigt. Det var stiløvelser, epigoneri, men alligevel med en beruselse, der mindede om forelskelse. I hvert fald blev jeg forfalden, som andre bliver det af flasken. Lidt på samme måde som Joseph Brodsky, der en nat, efter at have læst Horats, fik ufrivillig sædafgang under en drøm, hvor han besteg ’en krop af latinsk poesi’. Tilfældigheden spiller også en stor rolle. Jeg kunne hverken spille musik eller male, så hvad var der tilbage? Foruden ordet? Sandsynligvis var det også arveligt. Det er det nærmeste, jeg kan komme det, og når jeg tænker tilbage, må jeg indrømme, at jeg ville have foretrukket et liv som halvfordrukken provinsadvokat med kone, børn, elskerinder.

Men sådan skulle det ikke være.

Efter studierne kom jeg til radioen, og ordet forsvandt i mange år, gik så at sige under jorden og biede sin tid. Imens skrev jeg med mikrofonen. Med samme lidenskab som tidligere med ordet. Med den trængte jeg igennem det uigennemsigtige slør mellem mig og virkeligheden. Samtidig forærede mikrofonen mig al den autenticitet, som litteraturen efter min opfattelse savner. I årevis efterprøvede jeg min litterære bagage. Det var et omfat-tende security-check, der medførte, at jeg måtte kassere det meste af det, jeg havde læst. Der, hvor jeg forventede at finde dybere indsigt i menne-skene, fandt jeg fantasifostre, egoprojektioner og den særlige form for dagdrømmeri, der kun ligner virkelighed på overfladen.

Alligevel dukkede ordet op igen, oftest som en hjælper i nøden. Der, hvor mikrofonen ikke kunne nå ud, måtte ordet til. Ting måtte skrives, rejse-indtryk fastholdes. Ord skulle bruges for at lukke op for det, der lå latent i det radiofoniske, og gøre det tydeligt. Sådan var det. Ord og mikrofon begyndte at svinge sammen, indtil internationale priser, anerkendelse og andre omstændigheder førte til en pludselig fyring og efterfølgende udlændighed i Berlin.

Endelig stod jeg alene. Uden flere undvigelsesmuligheder.

De bøger, jeg siden har skrevet, handler alle om krig, fadertab, traumer etc. Det samme gælder også den række radiofoniske montager, der hører til mit første livsværk, ligegyldig hvad de ellers handler om. Bag alle de ting, jeg har lavet eller skrevet, ligger en anden mægtig kompostdynge, der grøder og gasser, nemlig min fremmedhed, eller udsathed, eller hvad man nu skal kalde det. Den første udsathed var den, jeg levede med i Danmark. Den seneste er min nuværende udlændighed, der er reel og en forstørrelse af den første.

Jeg mener at vide, at udlændighed, det at være fremmed, har været og er nøglen til alt, hvad jeg skriver. Det er energipunktet, smertepunktet, lykkepunktet, så lad mig fortælle lidt om det, der rev mig løs af danskheden.

Min første vinter i Berlin, en aften lige efter mørkets frembrud, med tæt trafik og lys i gaderne. Knejperne var fulde af gæster, og luften udenfor så kold som flydende is. Tør, kold, hård. En fastlandstunge af sibirsk kulde havde lagt sig over byen, og drukkenboltene tabte ørene, når de vaklede hjem uden hovedbeklædning. Efter fem minutter udenfor føltes min næse som en kold sten. Alt andet var bortkommet. Den havbløde danske vintermildhed, det danske sprog, min følelse af ’jeg’. Jeg var gået ud med vådt hår, og da jeg nåede den knejpe, hvor min daværende Lorelei sad og ventede på mig, trådte jeg ind som en hvidhåret mand, ikke hvidhåret på en nat, men efter et kvarter i klingende frost. Forestillingen om eksil havde indtil da stået for mig som det frygteligste, der kunne hænde et menneske. Ovid ved Sortehavet, P.A. Heiberg i Paris, Osman Caglar i Ishøj. Alle led og længtes hjem under opholdet i det fremmede. Jeg havde det på samme måde, men var også begyndt at notere mig fordelene. Jeg slog luftrødder, det fremmede begyndte at blive fortroligt. Jeg var landet i en fremmedhed, som jeg så at sige var prædestineret til at tænde på: Berlin, krigen og al dens uddunstning. Sorg, tab og død. Mit sprog ændrede sig også. Jeg levede ikke længere i et, men imellem to: mit danske moders-mål, der gjorde følelserne små, lavmælte, uangribelige, og et tysk, hvor ’Tod und Leidenschaft’ lod sig udtrykke, uden at man blev til grin. Det tyske sivede ind i mit danske og gav det holdning. De fine tråde, der havde bundet mig til Danmark, bristede. Udlændigheden oplevedes, som om jeg var undsluppet en dom for livsvarigt fængsel for en forbrydelse, som jeg ikke havde begået. Min nationale navlestreng blev langsomt skåret over, jeg fik mit hoved igen.

Jeg skriver dette sådan for at forklare, at det, der skete, var noget jeg, uden at kende konsekvenserne deraf, udsatte mig for. Noget jeg var tvunget til af eksistensnød. Noget, som viste sig at være en voldsom berigelse. Lad mig også tilføje, at den udlændighed, jeg taler om, ikke er den samme som en rejselysten studerendes, med vished om at kunne vende hjem, med SU og udsigt til fast arbejde. Den udlængsel er ganske vist også modnende, men mangler den sidste finslibning.

Jeg har nu opholdt mig i Berlin i knap 25 år med afstikkere til Danmark, afstikkere, der alle endte med fornyet afsmag. Jeg har levet uden fast løn eller arbejdsløshedsunderstøttelse, nu som tidligere, ikke mindst har jeg levet i en meget stor ensomhed, der tvang mig til at beskæftige mig med mine egne tanker. Det lyder måske patetisk, men er i virkeligheden en underdrivelse. Ensomheden er en stærk herre, ubøjelig, rå og usentimen-tal, men også en stor læremester. Jeg tror nok, at ensomheden er det frugtbareste – og sværeste – der kan hænde et menneske. Enhver, der agter at ytre sig offentligt, burde udsættes et par år for noget lignende. Så slap vi for meget vås. Alt for meget derhjemme minder om vittigheden om Nasruddin, der går uden for sit hus og leder efter noget.

En nabo kommer forbi og spørger: ”Hvad leder du efter?

”Mine nøgler,” svarer Nasruddin.

”Hvor har du tabt dem?”

”Inde i huset,” svarer Nasruddin.

”Hvorfor leder du så herude?”

”Fordi her er mere lys,” svarer Nasruddin. Nå, men tilbage til udlændigheden. Det er altså fra dette perspektiv, at jeg skriver; det er herfra jeg tænker, det er herfra, jeg skriver om krig, rejser, religion, elskov, smerte, melankoli, universets mægtige virkelighed, dets svævende skrøbelighed. Så meget mere grotesk bliver det, når vi taler om moral, godt og ondt, fast grund under fødderne etc. Måske er klodernes rotation allerede ved at standse. Resten er indbildning, drøm, tosserier.