Niels Peter Juel Larsen

Niels Peter Juel Larsen

Niels Peter Juel Larsen

Siden 1985 har Niels Peter Juel Larsen levet i Berlin som freelance skribent, journalist og romanforfatter. Han har skrevet til scenen og skærmen og for radio og kan med rette betragtes som en af de store pionerer i den radiofoniske kunst. Flere af hans radiofoniske værker er oversat til tysk. Han har udgivet 11 romaner, herunder flere anmelderroste historiske romaner som Mands liv, Mands ære og Hos de døde (2000). I september 2011 udkom hans kærlighedsroman Alicia. Fåes også som ebook, L&R.


Bøger

Krigens Barn med undertitlen Erindringer fra før erindringen er nok mit sidste forsøg på at komme tæt på det, der skete under besættelsen og min fars henrettelse. Jeg var 2,5 år gammel og tilbragte meget tid i mine bedsteforældres store have i Hasseris, der er en forstad til Aalborg, med at jage hans sjæl med et tomt syltetøjsglas. Som gammel ser forfatteren tilbage på disse meget tidlige begivenheder, der ikke kun blev en katastrofe for ham, men for millioner af andre krigsbørn i Europa og Asien. Jeg har for længst indset, at det ikke kun var sorgen over tabet af min far, men især skrækken, der blev siddende, ikke mindst barnets skræk ved at måtte indse, at det er dødeligt. Jeg mener med Krigens Barn at have tegnet et portræt af krigens realitet, dengang som nu, terroren, nøden, børns afmagt, vreden og afmagten. som der prægede barnet i det man kalder uskyldens alder.

Erindringerne er skrevet under stor smerte. De borer sig ned i den mental periode i menneskets udvikling, som vi stort set ikke ved noget om.

”Det er blegnede ansigter, der hvisker til mig. Uklare stemmer, spøgelser. De kommer til mig i drømme og i vågen tilstand. De viser sig som dyr i skovkanten, truende, skræmte. De sidder dybt i min bevidsthed og nærer sig i angstens store hav. Jeg har kun fred for dem i det øjeblik, jeg fanger dem i flugten og nagler dem fast i ord.”

Krigens Barn er et dobbeltportræt af barnet og den gamle fortæller, der ser tilbage på sit liv og de mennesker der kendte hans far, og sætter alt dette, volden, fortielserne, skylden, kærligheden og døden i en blodig kontekst med den virkelighed, der er krigens.

Det er så vidt mig bekendt første gang, at et menneskes tidligste erindringer behandles i litterær form. Sandemose gjorde et forsøg i En flygtning krydser sit spor, men ellers kender jeg ingen, der har forsøgt at beskrive disse meget tidlige mentale forstyrrelser, der senere i livet medfører depressioner, angstanfald, tab af ’Urvertrauen’ etc.

Dette kom først op til overfladen, da fortælleren som voksen slog sig ned i Berlin i frivilligt eksil.

”I Berlin kom jeg helt tæt på krigen og min far. Det var først i Berlin, at stilheden indtraf, at alle de idiotiske danske stemmer i mit hoved, der forlangte dit og dat af mig, tav. Det var først i Berlin, at jeg begyndte at få øje på mig selv. I hvert fald det af mig selv, som jeg kan udholde at se. I Berlin måtte jeg tåle det værste. I Berlin gik jeg ind i løvens hule, men det er først i løvens hule, at man kommer løven nær. Det er i løvens hule, at man mærker dens klør og får kvalme af angst. Jeg tror, at det var derfor. Berlin har bragt mig indsigt, men ikke befrielse. Min angst og min skyld er ikke forsvundet. Det, der er sket, er, at jeg har lært løven at kende. Jeg har set ind i dens rovdyrøjne og fået øje på mine egne.”

Jeg anslog første gang dette tema i min autobiografisk roman Mands liv, Mands ære fra 1999 og Hos de Døde fra 2000. Jeg videreudviklede det i kærlighedsromanen Alicia, der undersøger krigens virkning på et traumatiseret menneskes evne til at elske.

”I Berlin kom jeg helt tæt på krigen og min far. Det var først i Berlin, at stilheden indtraf, at alle de idiotiske danske stemmer i mit hoved, der forlangte dit og dat af mig, tav. Det var først i Berlin, at jeg begyndte at få øje på mig selv. I hvert fald det af mig selv, som jeg kan udholde at se. I Berlin måtte jeg tåle det værste. I Berlin gik jeg ind i løvens hule, men det er først i løvens hule, at man kommer løven nær. Det er i løvens hule, at man mærker dens klør og får kvalme af angst. Jeg tror, at det var derfor. Berlin har bragt mig indsigt, men ikke befrielse. Min angst og min skyld er ikke forsvundet. Det, der er sket, er, at jeg har lært løven at kende. Jeg har set ind i dens rovdyrøjne og fået øje på mine egne.”

”I Berlin kom jeg helt tæt på krigen og min far. Det var først i Berlin, at stilheden indtraf, at alle de idiotiske danske stemmer i mit hoved, der forlangte dit og dat af mig, tav. Det var først i Berlin, at jeg begyndte at få øje på mig selv. I hvert fald det af mig selv, som jeg kan udholde at se. I Berlin måtte jeg tåle det værste. I Berlin gik jeg ind i løvens hule, men det er først i løvens hule, at man kommer løven nær. Det er i løvens hule, at man mærker dens klør og får kvalme af angst. Jeg tror, at det var derfor. Berlin har bragt mig indsigt, men ikke befrielse. Min angst og min skyld er ikke forsvundet. Det, der er sket, er, at jeg har lært løven at kende. Jeg har set ind i dens rovdyrøjne og fået øje på mine egne.”

”I Berlin kom jeg helt tæt på krigen og min far. Det var først i Berlin, at stilheden indtraf, at alle de idiotiske danske stemmer i mit hoved, der forlangte dit og dat af mig, tav. Det var først i Berlin, at jeg begyndte at få øje på mig selv. I hvert fald det af mig selv, som jeg kan udholde at se. I Berlin måtte jeg tåle det værste. I Berlin gik jeg ind i løvens hule, men det er først i løvens hule, at man kommer løven nær. Det er i løvens hule, at man mærker dens klør og får kvalme af angst. Jeg tror, at det var derfor. Berlin har bragt mig indsigt, men ikke befrielse. Min angst og min skyld er ikke forsvundet. Det, der er sket, er, at jeg har lært løven at kende. Jeg har set ind i dens rovdyrøjne og fået øje på mine egne.”

”I Berlin kom jeg helt tæt på krigen og min far. Det var først i Berlin, at stilheden indtraf, at alle de idiotiske danske stemmer i mit hoved, der forlangte dit og dat af mig, tav. Det var først i Berlin, at jeg begyndte at få øje på mig selv. I hvert fald det af mig selv, som jeg kan udholde at se. I Berlin måtte jeg tåle det værste. I Berlin gik jeg ind i løvens hule, men det er først i løvens hule, at man kommer løven nær. Det er i løvens hule, at man mærker dens klør og får kvalme af angst. Jeg tror, at det var derfor. Berlin har bragt mig indsigt, men ikke befrielse. Min angst og min skyld er ikke forsvundet. Det, der er sket, er, at jeg har lært løven at kende. Jeg har set ind i dens rovdyrøjne og fået øje på mine eg

”I Berlin kom jeg helt tæt på krigen og min far. Det var først i Berlin, at stilheden indtraf, at alle de idiotiske danske stemmer i mit hoved, der forlangte dit og dat af mig, tav. Det var først i Berlin, at jeg begyndte at få øje på mig selv. I hvert fald det af mig selv, som jeg kan udholde at se. I Berlin måtte jeg tåle det værste. I Berlin gik jeg ind i løvens hule, men det er først i løvens hule, at man kommer løven nær. Det er i løvens hule, at man mærker dens klør og får kvalme af angst. Jeg tror, at det var derfor. Berlin har bragt mig indsigt, men ikke befrielse. Min angst og min skyld er ikke forsvundet. Det, der er sket, er, at jeg har lært løven at kende. Jeg har set ind i dens rovdyrøjne og fået øje på mine egne.”

Jeg anslog første gang dette tema i min autobiografisk roman Mands liv, Mands ære fra 1999 og Hos de Døde fra 2000. Jeg videreudviklede det i kærlighedsromanen Alicia, der undersøger krigens virkning på et traumatiseret menneskes evne til at elske.

 

 

 

Radio

Niels Peter Juel Larsen har modtaget stor international anerkendelse for sit radiofoniske arbejde. Han vandt som den første Kryger-prisen i Danmark i 1972. Siden har han vundet Prix Italia i 1978 (Døden i Bjergene), Prix Futura i 1983 (Fremmed i Danmark), Prix Futura 1985 (Rejsen til Iskanten), der i dag regnes for en ‘contemporary classic’.

blixen_a.jpg
ice_edge.jpg